Andesteg

Mortensaftens andesteg
 
Mortensaften ligger fast den 10. november, og traditionen med at spise andesteg mortens aften stammer tilbage fra år 335, hvor Morten skulle udnævnes til biskop. Dette var han ikke interesseret i og gemte sig i en gåseflok. Gæssene skræppede op og afslørede Morten. Som hævn over gæssene indførte Morten, at hver hustand skulle slagte en gås og spise den, den dag Morten blev afsløret – den 10. november.
Gæs var i gamle dage i Danmark meget dyre, derfor begyndte man at spise and i stedet.
Ingredienser:
1 and 2800 – 3000 gr.
200 gr. stenfri svedsker
3 – 4 madæbler
1 spsk. honning
salt, peber
Anden skylles og tørres med køkkenrulle.
Æblerne skæres i både og blandes med svedsker og honning. Det fyldes i anden, som lukkes med kødnåle.
Krydr med salt og peber.
Anden lægges med brystet opad på risten over bradepanden.
Hæld vand i bradepanden.
Anden steges ved 175 grader i ca. 2 – 2½ time. Dryp anden flere gange med stegeskyen.
 
 
Serveres med brunede kartofler, rødkål, ribsgele og en appelsinskive

Der er lukket for kommentarer.